I artiklen møder vi den nu afdøde Nathan som fra begyndelsen af sit liv fik en barsk start. Han var født kvinde. Det er jo i sig selv næppe et problem, men derimod et problem, når familien kun ønskede sig drenge som de på dette tidspunkt allerede havde 3 af.
Faktum var at familien ikke holdt sig tilbage for at vise sit mishag over ved bl.a. at lade pigen bo alene på et loftrum over garagen. Adskilt fra og kun lige tolereret i en familie, hvor drengebørn i den grad var feterede.
"Da jeg så Nancy (Nathan navn som kvinde) første gang, brast min drøm. Hun var så grim. Jeg havde bragt et monster til verden, et spøgelse", sådan lyder det fra Nathan (Nancy) egen mor, hvor hun nu kan sidde og reflektere uhæmmet over Nathan senere valg af aktiv dødshjælp.
De ligger klart at Nathan næppe havde følelsen af at passe ind. Derfor havde han længe gået i en drøm om at blive en mand, hvilket Nathan i år 2009 gik i gang med at opfylde. Nathan fik hormonbehandlinger, han fik fjernet sine bryster, og arbejde med at få omformet sit kvindelige kønsorgan til en penis. Det var først da forvandlingen var fuldført, at den skrækkelig sandhed gik op for Nathan. Nathan udtalte selv; "(...) Mine bryster var ikke blevet som forventet. Min penis viste tegn på at blive afstødt. Jeg væmmedes ved min krop, jeg havde ikke lyst til at være et monster". Med den udtalte søgte Nathan aktiv dødshjælp ved den belgiske professor Wim som hjalp Nathan med sit brændende ønske om at dø. Nathan døde få dage før artiklens udgivelse.
Fysisk var der ikke noget livtruende i vejen med Nathan, men siden at aktiv dødshjælp er lovligt i Belgien, så måtte den belgiske lovgivning om aktiv dødshjælp overholdes til punkt og prikke. Loven, der har været gældende i Belgien siden 2002, fortæller at man kan give aktiv dødshjælp til mennesker, der over 18 år, ved deres fulde fem og har ubærlige lidelser. Den belgiske professor, samt hjælper til Nathan dødshjælp udtaler selv, at "Ubærlige lidelser kan være fysiske, men den kan også være psykiske, og Nathan opfyldte klart betingelserne for aktiv dødshjælp". Samtidig pointerer professor Wim, at Nathan fik psykologisk behandling i 6 måneder inden sin død.
Artiklen kan beskues på flere måder, men vigtigst er nok emnet i sig selv, aktiv dødshjælp, idet det ligger sig til flere etiske spørgsmål. Et af de store etiske spørgsmål er vel om aktiv dødshjælp skal være en mulighed i vores samfund som det er i Belgien. Og hvis det er, hvem gælder det så for? Hvis ikke, så kunne man i Danmark (forhåbentligt i få situationer) stå tilbage med et etisk dilemma som at en af dine kære nærmeste (muligvis din ægtefælle er lign.) lider af en uhelbredelig sygdom, hvilket gør person ude i stand til at leve livet som personen ønsker. Personen har derfor besluttet, at han (eller hun) meget gerne vil dø, men magter af gode grund ikke selv at tage sit eget liv. Personen vender sig så til dig om hjælp. Hjælper du? Eller afstår du? Det var et eksempel på når lidelserne er fysiske. Hvis de er psykiske og personen vælger, at de ikke længere vil leve, kan det have konsekvenser på mange flere. Personen kunne begå selvmord. Og selvmord vil altid berøre nogle på en meget uventet facon. Personen kunne enten hoppe ud fra en bygning eller findes hængende fra et torv i en lejlighed. Om alle omstændigheder vil nogle blive berørt på en negativ måde som sagtens kunne efterlade mærker på sjælen. Hvis man tænker på det sidste eksempel og tager udgangspunkt i Benthams "Mest mulig lykke for flest mulige personer", så kunne den drejes i retningen mod selvmord. Ingen ønske selvfølgelig at folk dør, det er vigtigt at slå fast, men hvis personen har besluttet at nu vil de ikke mere, og selv er i stand til at begå selvmord, hvorfor så belaste andre, når de kunne få professionel hjælp. Selvom det er grufuldt, så ville tanken om flest mulig lykke blive opfyldt, da resten af befolkning ikke lider smerte af skræksyn om en udsplattet person i rendestenen.
Hvis man vender tilbage til eksemplet med personen der ikke selv er i stand til at gøre en ende på det hele, så vil man i det fleste personer altid hjælpe sine medmennesker. Det er jo som regel en pligt. I denne situation føles det nok noget anerledes, men princippet er det samme, man har pligt til at hjælpe, så længe handlingen (meningen) var god, viljen var god, ligesom Kant fortæller om i hans udgivelse "Moralloven".
Lægen der skulle udøve aktiv dødshjælp ville måske også have svært ved det. Men så skulle lægen ikke have denne form for erhverv. Mennesker er forskellige, og hvis lægen mener at de i denne situation gør noget godt, altså at handlingen bag dødshjælpen er god, så ville lægen også have en god samvittighed og ville derfor kunne gøre det i godtro. Ergo kommer det til kriterier om man er egnet til at få aktiv dødshjælp ligesom Nathan. Dødshjælp ville derfor kræve regler der skal opholdes før de ville kunne lade sig gøre.
Lægen der skulle udøve aktiv dødshjælp ville måske også have svært ved det. Men så skulle lægen ikke have denne form for erhverv. Mennesker er forskellige, og hvis lægen mener at de i denne situation gør noget godt, altså at handlingen bag dødshjælpen er god, så ville lægen også have en god samvittighed og ville derfor kunne gøre det i godtro. Ergo kommer det til kriterier om man er egnet til at få aktiv dødshjælp ligesom Nathan. Dødshjælp ville derfor kræve regler der skal opholdes før de ville kunne lade sig gøre.
Aktiv dødshjælp er en svær problemstilling som kræver omhyggelig omtanke. Hvis det indføres i Danmark kræver det selvfølgelig et form for regelsæt til dem virkelig kun oplever verden som noget nihilistisk, noget meningsløst. Deres verden mangler simpelthen værdi. Ved aktiv dødshjælp kunne man selvfølgelig hjælpe dem uden at skade andre, selvom det virker som en forfærdlige ting. Mange vil være imod det, men de er vel ikke herre over andres vilje til at leve.
http://politiken.dk/udland/ECE2094702/nathan-var-rask-men-ulykkelig-fik-aktiv-doedshjaelp-i-belgien/
Jeg tænker på hvordan dette med at den gode vilje sås som af pligt men ikke af medynk og at man netop ikke kan sætte sin finger på hvordan. Så jeg undrer mig, hvis lægen der udøver den aktive dødshjælp faktisk ikke bryder sig om det, er det så ikke uetisk?
SvarSletHvis vi kigger på s. 17, kolonne 2, om Kant og pligtetikken, vi fik gangen før efterårsferien, kan vi se at Kant ud fra princippet om at handle efter den maksime man ønsker skal gælde som en almengyldig naturlov, mener at selvmord er uetisk, idet man ikke ønsker at alle skal begå selvmord når de "føler lede ved livet." Dette må i høj grad siges at være Nathan's problem. Spørgsmålet om hvorvidt Nathan's handling opfylder kriterierne for nytteetikken afhænger af antallet og tilknytningen til de bekendte. Hvis alles holdning imod ham var som hans mors, har den aktive dødshjælp nok skabt mest mulig lykke for flest mulige mennesker.
SvarSletEt andet spørgsmål er aktiv dødshjælp ift. psykisk syge personer. Hvis en person kun kan bede om aktiv dødshjælp, når de er ved deres fulde fem, betyder det så ikke at folk under psykologisk behandling ikke er i stand til at tage en sådan beslutning? Derfor befinder de psykisk syge sig i en gråzone, hvor ansvaret i stedet kommer til at ligge på skuldrene af den person, der godkender den syge som i stand til at tage beslutningen. Dette vil jeg vurdere som en uetisk handling ud fra pligtetikken idet jeg hverken ønsker ansvaret for andres liv til at ligge på mine skuldre, eller ansvaret for mit liv på andres til at gælde som en almengyldig naturlov.