torsdag den 6. marts 2014

Er industriel landbrug moralsk forkasteligt?

Af Christian Reese


Peter Singer
Ifølge Peter Singer er pointen ved etiske domme er at bruge dem i praksis (etikkens domme skal styre praksis). 
Subjektivister eller relativister kan ikke redegøre for etiske uenighedder eller at afveje uenigheder overfor hinanden. Hans etik bygger derfor på begge retningers værdigrundlag. 
Ifølge Peter Singer selv er han det, man kalder en præferenceutilitarist. Præferenceutilitarismen er en form for utilitarisme (nytteetik). Alle moralske handlinger skal vurderes ud fra deres konsekvenser. I forlængelse af dette skal der tages hensyn til de involveredeparters ønsker og interesser. 
Det er som i forlængelse af dette at hans præferenceutilitarisme adskiller sig fra den klassiske utilitarisme, hvor der handler om den størst mulig lykke for flest mulige mennekser. For Singer handler det derfor også om individet. Man handler moralsk forkert, hvis man tilsidesætter det enkelte individs ønsker og interesser til fordel for de manges.
Idéen om præferenceutilitarismen bygger på to synspunkter, hvor det ene er universaliserbarhedsprincippet. Universaliserbarhedsprincippet gør en etisk opfattelse troværdig. Det er derfor en opfattelse, som kan retfærdiggøre moralske handlinger, eller etiske principper der peger udover den enkelts særinteresse. Derfor skal Universaliserbarhedsprincippet sikre rationaliteten i den moralske diskussion.  
Det andet synspunkt bygger på, hvilket individ der skal tages hensyn til i den moralske diskussion. I følge Singer er det alle levende skabninger, der kan føle lyst og smerte. Ikke kun mennekser også dyr.  
Men dette skaber et problem om, hvorvidt menneskers og dyrs velfærd er forskellig fra hinanden. Dette løser Singer heri, ved at indføre et begreb, som skal forståes anderledes end det typiske person begreb, som i øvrigt har mange ligheder med Singers person begreb. For Singer har sit eget person begreb. Han definerer en person som en skabning, der er i besiddelse af fornuft og kan erkende sig selv over længere tidsrum. Som følge af denne opfattelse er det kun personer, som kan have præferencer. På den modsatte fløj står den franske moralfilosof Luc Ferry. 


Luc Ferry
Luc Ferrys bekymring går i højgrad på en hvis økofascisme, hvilket er en betegnelse for diverse autoritære, økologiske naturretsbevægelser (som f.eks. Greenpeace og DYRENES ALLIANCE). Så Luc Ferry prøver at indføre et standpunkt som  ligger imellem den teknologiske udvikling, der truer naturen, og økofascismen. Dette mellem liggende standpunkt kalder han for økologisk reformisme. Luc Ferrys standpunkt tager rod i antropologi (læren om mennesket). 
Derved sætter han mennesket i centrum, og ikke alle levende skabninger som Singer gør det. Det Luc Ferry mener er, at mennesket til forskel fra dyr og planter har, er frihed. Derfor kan et menneske i kraften af den frie vilje  også diskutere, hvorvidt det er enig eller uenig i forkellige anliggende. 
Luc Ferry har den opfattelse at økologismen (økologien som ideologi) sætter mennesket i parentes og derved også den fri vilje og friheden. Denne kritik af økologismen retter han i højgrad også mod Peter Singer, da Singer har til forskel fra Ferry har den opfattelse, at levende skabninger/væsner kan have interesser og derfor burde besidder rettigheder på samme måde som mennesket. 
Det Ferry ser som et udgangspunkt for at dyr ikke har rettigheder, er at det ikke har den frie vilje. For den frie vilje opnår man kun i fornuft. En moralske fornuft, der kan skelne på godt fra ondt. Og da dyrene ikke besidder den har de derfor ingen rettigheder, og derfor kan man ifølge Ferry ikke argumentere for dyrenes og naturens rettigheder.  
Herri kan man dog undre sig over, hvordan et fornuft væsen som mennesket kan tillade totur og lidelse. Som man f.eks. ser  i det industrielle landbrug, hvor man eksempelvis for pengene (selvfølgelig) opdrætter dyr i fangeskab. Klemt, med evig belysning, lorte jokkende og i aldeles toturende omgivelser med evig belysning. For at de altid skal æde og vokse sig fede hurtigt. Produktions kyllinger.
Hvordan vil Luc Ferry argumentere for at dette er retfærdigt. Vil han som Descartes påstå at dyrene ikke kan føle lyst og smerte, men at et vræl for en hund som mand sparker hårdt, bare er ligsom maskinens knirken. Hvordan kan et person, som kan erkende sig selv over længere tid og ifølge Ferry besidder frihed og derved logisk tankegang, som styre moralens fornuft, argumentere for at det er moralsk rigtigt at proppe dyr ind i en evig belyst hal, hvor de står oven i hinanden, og hvis man skulle sammenligne det med en befolknings tæthed ville det eneste sted man ville finde mennesker så tæt pakket sammen være i Bilka til halvpris i juledagene eller til Jimi Hendrix koncert i dag. Hvis man så forstiller sig at man skulle bukke sig ned for at samle noget op, og den eneste måde man kunne bukke sig på var at bøje hele overkroppen, men at man så ville ramme personen foran sig i ryggen. Så forstil dig, hvad der vil ske når du havde en spids næse og havde den konstante trang til at bukke dig. 
Derved uenig gør Singer og Ferry sig også for, hvis vi pådutter Ferry Descartes holdning om den maglende lyst og smerte ved dyret, vil det stride imod at alle levende skabninger, både dyr og mennesker, ifølge universaliserbarhedsprincippet kan føle lyst og smerte. Det betyder endevidere også at man selvom man er en person, og i enighed med Ferry også har frihed, burde man ikke unødvendigt påføre dyr smerte, og det vil man, hvis man som Singer opfatter dyret som en ting/væsen der kan føle lyst og smerte. 
Dette betyder ikke at man ikke skal spise kød, men at man skal tænke over hvor dyrene kommer fra. For man påføre ikke dyr smerte, hvis de er fritgående, hvis de ikke står inde i såkaldte slagtehaller og hvis de for deres lys slukket uden påførelsen af smerte. 

Derfor burde man måske i virkeligheden koncentere sig om andet end, Marius giraffen som fik hugget hovedet af til videnskab (som i øvrigt døde af en human tanke) og fokusere mere på de hvaler og de dyr som vi hopper på og påføre bevidst smerte for vores egen humør og godt befindende. Måske er der brug for at åbne øjnene, eller måske kan vi retfærdig gøre vores handlinger med maskinens knirken, der er som dyrets skrig, i dagen Danmark (den vestelige verdens) slagtehaller. 

Dyr skal have civilstatus

Dyr skal have civilstatus

Artiklen ”Franske intellektuelles krav: Dyr skal have civilstatus”, skrevet af Birthe B. Pedersen d. 31 oktober 2013, omhandler dyrs status i en menneskepræget verden; ”Dyr skal have en juridisk status, midtvejs mellem mennesker og ting”, sådan lyder det fra 24 fremtrædende franske personligheder fra både naturvidenskab og humaniora i et manifest til støtte for en underskriftindsamling, som indtil nu er blevet støttet af over 250.000 mennesker.
   Ifølge den franske lovgivning opereres der som hovedregel med to kategorier: mennesker, som har rettigheder, og ”ejendele”, som mennesker har rettigheder over. Denne klassificering af dyr er på lige fod med døde ting, og det er netop denne klassificering som falder de intellektuelle for brystet. Derimod forhindrer det ikke Frankrig i at have en dyrebeskyttelseslovgivning, der straffer dyremishandling. I denne sammenhæng udtaler den franske filosof og tidligere undervisningsminister Luc Ferry, ”Civillovens formulering er absurd. Det er på høje tid at ændre dette syn på dyr, som er en arv efter Déscartes”. Med sin udtalelse peger Ferry på, at rationalismens fader, Déscartes, som opfordrede til at gøre sig herre over naturen, betragtede dyr som maskiner og for eksempel mente han, at deres skrig ikke havde mere betydning end urenes tik tak. Luc Ferry har tidligere advaret mod tendensen til at ophøje dyre- og naturbeskyttelse til en ideologi, som han tilmeld har sammenlignet med nazismen. Dog vækker hans underskrivelse af manifestet forundring hos nogle, idet han tydeligt siger, at dyr ikke er mennesker, men samtidig vil give dem civilstatus. Hans statement, at dyr ikke er mennesker vil størstedelen af menneskeheden kunne acceptere, ligesom at piger og drenge er forskellige af natur. Så er spørgsmålet om hans filosofi giver anledning til at det er forundrende, at han underskriver manifestet. Oprindeligt går han ikke ind for dyrerettigheder, da man kan risikere, at placere mennesker og dyr på lige rettigheder, hvilket kunne få fatale konsekvenser for demokratiet, derfor har Luc Ferry en klar skillelinje mellem dyr og mennesker.  Mennesket besidder frihed, mens dyret ikke gør. Ferry går netop ind for økologisk reformisme, og han mener derfor at naturen ikke har særlig moralsk værdi i sig selv som mennesket. Det er netop derfor han (og Kant) mener, at mennesker er de eneste væsner, der besidder rettigheder. Ulig Singer og Déscartes, hvis holdninger også er vidt forskellige, må Ferry siges, at være et sted midt i mellem. Déscartes ser dyrene som en maskine uden nogen form for juridiske rettigheder. Dyrs klagen er i hans øjne det samme som et tikkende ur – blot en maskine i funktion. Den modstillende part til Déscartes’ holdning ser vi i Singer. For ham er mennesker ikke de eneste med rettigheder. På den måde stiller han dyrene lige med menneskene, da han mener, at samtlige væsner, der kan føle lyst og smerte har rettigheder. Om dyr kan føle lyst og smerte må siges, at være en subjektiv vurdering, men mennesket har som natur gjort det sagligt, at dyr kan føle smerte – ellers ville lovgivning om dyremishandling ikke finde sted!
   Som nævnt tidligere går Ferry ikke umiddelbart ind for dyrerettigheder, idet han kun ser dyr som behovstyrende. Derimod stilles hans holdning stadig imellem Déscartes og Singer, da han mener, at mennesket (som det frie og fornuftige menneske, det er) har forpligtelser overfor dyr, hvor man netop ikke må påføre dem unødig smerte. Derfor giver det således også god mening, at Ferry vil tildele dyr civilstatus, eller det han i virkeligheden mener; en juridisk status. Når han således udtaler det på denne måde, at ”Dyr skal have en juridisk status, midtvej mellem mennesker og ting”, mener han således også at dyr, skal have en form for rettigheder som er sideordnet mennesket. Ikke helt på lige fod med mennesker, men nogle rettigheder ligesom dyrebeskyttelseslovgivning, hvor de juridiske rettigheder gør dyrenes rettigheder mere åbne og logiske, at overskue (hvis der skulle herske tvivl).
   At Luc Ferry underskriver dette manifest, giver logisk mening, idet mennesket har en pligt over for det ufrie dyr. Ved at mennesket giver dyret juridisk status, har mennesket netop opfyldt denne forpligtelse overfor dyrene, uden at det vil få konsekvenser overfor demokratiet, og vigtigst af alt gå imod Luc Ferrys filosofi om mennesker og dyr.



Forskellige holdninger vedrørende dyrs rettigheder


Forskellige holdninger vedrørende dyrs rettigheder
Af Marianne Ernst Dam

Når det kommer til at diskutere forskellige dyreetiske problemstillinger, såsom dyreforsøg, ender diskussionerne ofte med ubegrundede påstande og holdninger, da det er meget svært udelukkende at placere sine holdninger i én lejr. Man kan derfor ofte risikere at bevæge sig ud i noget, man alligevel ikke helt har lyst til at ligge navn til. Eksempelvis kan man være stærkt imod dyreforsøg, og have utrolig stærke holdninger herom, men har man nu også det, hvis forsøgene i sidste ende er i stand til at rede mange menneskers liv?
            Dette er ét af de spørgsmål, som bl.a. bliver behandlet i artiklen ”Tom Reagans pligtetik set i lyset af Peter Singers nytteetik” fra 2008, af Thomas Thomsen fra dyrenes værn. Som titlen så fint fremlægger det, tager artiklen udgangspunkt i pligtetikeren Tom Reagan og nytteetikeren Peter Singer. Grundet deres to retninger, har de naturligvis forskellige holdninger til spørgsmål vedrørende dyreforsøg og generelt dyrs rettigheder, men er dog også enige på nogle punkter, bl.a. at: ”dyrs velfærd er noget, som skal tages dybt alvorligt” (s.7). Thomas Thomsen fokuserer på forskellige emner inden for dyrerettigheder, som bl.a. opdræt af dyr, sportsjagt, professionel jagt og redegør derved for de to etikers synspunkter, vedrørende de forskellige problemstillinger. Grundlæggende fokuserer han på de to forskellige retninger, og deres holdninger om bl.a. individet i sig selv. Hvor pligtetikeren, Reagan, mener at man altid har en pligt til at hjælpe individet, og at det har en værdi i sig selv, mener nytteetikeren, Singer, at man bør stræbe efter mest mulig lykke, og derfor går man oftest mere firkantet til værks, og anvender en udregningsmetoder, hvor man finder frem til hvor stor nytte handlingen udgør – hvis tallet er positivt er det bedre at udføre handlingen, end at lade være. Regan ligger utrolig stor vægt på respekten for det enkelte individ, og har bl.a. anvendt to forskellige begreber, som gøre det klart hvem der står med ansvaret. Han skelner mellem agenter og patiener, hvor agenterne er individer som os, som: ”kan handle i overensstemmelse med regler og stå til ansvar” (s. 2), og hvor patienter er småbørn, senile, retarderede og dyr, som ikke er i stand til at handle moralsk, og derfor altid er uskyldige. Regan snakker derfor om, at dyret fx i dyreforsøg ikke selv har været i stand til at tage beslutningen om hvorvidt den ønsker at deltage i forsøget (da den fungerer som patient), og det er derfor os der står tilbage med ansvaret. Hvor Regan er 100% imod dyreforsøg, også når det gælder forskning inden for sygdomme, er Singer grundlæggende imod brugen af dyr i forsøg, men accepterer dog alligevel situationer, hvor mennesker overlever i stedet for dyr. Man kan se de to etikers synspunkter i forhold til en bestemt case – i dette tilfælde artiklen: ”Græshopper skal erstatte mus som forsøgsdyr” – hvor man er begyndt at anvende medicin på insekter, i stedet for pattedyr. Dyrelæge og projektleder for Dyrenes Beskyttelse udtaler bl.a. at: “Det er bestemt et fremskridt. Hvis det skal være dyr, er det klart, at jo mere højtudviklede dyrene er, jo værre er det. Det handler om evnen til at føle angst og smerte, og græshopper er klart at foretrække frem for mus og rotter[1]”. Dette kunne man forestille sig, at Singer ville være forholdsvis enig i. Selvom at han ikke rigtig går ind for dyreforsøg, ville han stadig acceptere forsøget, hvis den medicin der bliver afprøvet, i sidste ende er nyttig for mange mennesker. Her kan man også inddrage Singers konsekvensetik, hvor han mener at en handling udelukkende vurderes på konsekvenserne (som i dette tilfælde højst sandsynligt ville være gode), og at handlingen ikke automatisk bliver god, selv om intentionen måske er det. Stik modsat kan man tage fat i Reagans sindelagsetik, som mener at intentionen og hensigten er det væsentlige, uanset om konsekvensen er god eller dårligt. Tom Regan ville sikkert stadig ikke være tilhængere af dyreforsøg, hvis man ser det i forhold til denne bestemte case. Han mener stadig at det er respekten for det enkelte individ, dyret, som kommer i første række, og ville sikkert argumentere for, at græshopperne og musene har samme rettigheder, selv om musene har lettere ved at føle angst og smerte. Begge slags dyr fungerer som patienter, og det er derfor igen agenterne, som skal stå til ansvar. Afslutningsvist kan vi konkludere, at Regan mener at vi som mennesker ikke skal underkende dyrets fundamentale rettigheder, og at Singer egentlig ikke går ind for dyreforsøg, kun hvis nytteværdien i sidste ende er høj, og fx er i stand til at rede mange mennesker. Han mener dog ikke at dyreforsøg er umoralske, men at mennesket er dobbeltmoralsk, idet at vi: ”ikke er i stand til at tilskrive svage grupper af en hver art ret til at undertrykkes” (s. 3) – vi ville fx aldrig anvende børn eller retardere som forsøgspersoner. Vi kan derfor også konkludere, at det er svært at tage stilling til disse forskellige etiske problemstillinger, da man oftest både ønsker at have respekt for dyret, men også ønsker at rede mange mennesker, hvis muligheden for dette byder sig.  


Artikel: Tom Regans pligtetik set i lyset af Peter Singers nytteetik

Artikel: Græshopper skal erstatte mus som forsøgsdyr


[1] http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/400672:Danmark--Graeshopper-skal-erstatte-mus-som-forsoegsdyr

Er det moralsk forkert at slå en uskyldig giraf ihjel?

Indledning

De sidste par uger har der være enorm debat om giraffen Marius. Kort sagt handler det om en giraf i Københavns zoologiske have. Giraffen blev skudt og fodret til løverne, men først blev den døde giraf vist frem til zoos gæster. Dette har imidlertid skabt enorm debat om hvorvidt det er etisk korrekt at dræbe et uskyldigt væsen. Meninger om emnet er delte, nogle har sågar kaldt det en håbløs disneyfisering og en storm i et glas vand.

Anima artikel

Anima er en hjemmeside, som hovedsageligt bringer artikler om dyr og dyrerettigheder. Dette betyder imidlertid at Anima generelt går ind for dyrerettigheder. Artiklen jeg har fundet er skrevet d. 14. februar 2014 af Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef i Anima.
I og med Anima generelt går ind for dyrevelfærd- og rettigheder, synes Anima også at det var moralsk forkert at slå giraffen Marius ihjel. Zoos argument for at skyde giraffen er, at de simpelthen ikke havde plads til den. Marius’ mor var blevet gravid uden de havde planlagt det, og zoo havde derfor ikke plads til den ekstra giraf. Dette kommenterer Anima på: ”Giraffen var sund og rask og derfor er der et grundlæggende moralsk problem i bare at skyde den når vi ikke synes at der er plads til den” De mener altså problemet er at moralsk forkert slå et sundt og raskt væsen ihjel.
Anima mener også, at vi mennesker ikke har retten til at bestemme om dyr skal leve eller ej.  De mener at giraffen ligner os, og har samme lyst leve som os. ”Giraffen ligner os når det kommer til lysten til at leve, og evnen til at knytte familiebånd og føle glæde, sorg lykke eller smerte.” De giver altså en giraf personlighed og menneskelige træt, altså en disneyfisering.
Anima kommer med påstanden: ”Dyr har personlighed” og fordi dyr har persoonlighed er det forkert at slå dem ihjel. (Dette vil jeg diskutere længere nede i artiklen)

Nordjyske Stiftstidende:

Den anden artikel jeg har fundet hedder ”Vores ret til at slå giraffer ihjel” er skrevet af Christian Roar Pedersen, Sognepræst i Hals Pastorat,

Han mener modsat Anima, at det ikke er forkert at slå giraffen Marius ihjel. Han mener at debatten er blevet tillagt ”En kvalm følelsesmæssig retorik” fra især udlandet
Han snakker om at folk kun synes det er forkert at slå giraffen ihjel for den er blevet tillagt menneskelige egenskaber i form af navn (igen en disneyfisering af dyr). Det kan være et problem at give dyr navne, fordi det ofte munder ud i et bånd til dyrene, hvilket gør det svære at slå dem ihjel. Til dette punkt fortæller han en historie om sin far. Hans morfar fortæller om deres gris, Klaus, der levede hos hans oldemor. Grisen levede af køkkenaffald hele året rundt. Han fortæller: som dreng kunne hans far gå ud og klappe grisen. Op til jul blev Klaus slagtet, og året efter kommer der en ny Klaus. Han mener at denne distancering til dyrene er ødelæggende og at vi derfor fået et romantisk forhold ti dyrene. ”Vi har ikke samme nære forhold til naturen og får derfor et romantisk forhold til dyr”
Hans argument, for menneskers rettigheder til at slå dyr ihjel, findes i Biblen. Biblen siger at mennesker ”Skal herske over havets fisk. Himlens fugle og alle andre dyr, der rører sig på jorden.” Det er dog problematisk at argumenterer gennem Biblen, da man ikke kan efterprøve argumentet. Han slutter at med at takke zoo for at fastholde deres oprindelige, rationelle beslutning i debatten om Marius. Debatten om Marius er en vigtig påmindelse om den helt specielle rolle mennesket har i naturen.

Den australske filosof  Peter Singer:

Peter Singer er australsk filosof. Han blev født i 1946. Han er en af de moralfilosoffer der har haft stor gennemslagskraft i den offentlige etikdebat, og grunden hertil er givetvis, at han er vendt tilbage til den normative etik og herudfra har taget fat på en lang række konkrete samfundsproblemer.
Det afsnit jeg har valgt er oprindeligt et afsnit om abort og barnemord. Der kan dog trækkes paralleller mellem menneskefostret og dyrene, så det er der jeg har valgt at lægge mit fokus.
Peter Singer opsætter i dette stykke et argument, som han vil afkræfte. Efter argumentet er blevet afkræftet, forbedre han sine der efter sine præmisser, og afkræfter dem på ny. Det første argument han opsætter lyder som følgende:
·         Første præmis: Det er forkert at slå et uskyldigt menneske ihjel
·         Anden præmis: Et menneskefoster er et uskyldigt menneske.
·         Konklusion: Derfor er det forkert at dræbe et menneskefoster
Et argument er holdbart, hvis det er et gyldigt argument, og argumentets præmisser er sande. Hvis man godtager præmisserne, kan man ikke afvise konklusionen. Peter Singer siger at svageden i argumentet ligger i den første præmis. (Han nævner at flest mennesker argumentere imod præmis 2, eller konklusionen) Han mener at vi har accepteret menneskelivets særlige status, dette er problematisk, da han mener ordet ”menneske” dækker over to forskellige begreber, ”menneske som en person” og ”menneske som medlem af arten homo sapiens"

Han konkluderer at det kun er ”forkert” at bort abortere et foster hvis det bliver betragtet som et menneske (han afkræfter senere også denne påstand) Det er altså ok at slå et foster ihjel, hvis man blot ser det som et medlem af racen homo sapiens, og ikke en person. Ergo er det heller ikke forkert at slå en giraf ihjel, da det ikke er en person.

Menneske(abe)rettigheder

Hvad er det, der gør mennesker til specielle væsner med særrettigheder i forhold til andre dyr? Er der hold i menneskets tradition for at opfatte sig selv som gudelige skabninger med retten til at behandle alle andre væsner, som man ønsker? Det tager Peter Singer blandt andre ting op i sin bog Praktisk etik fra 1993.

Som udgangspunkt behandler den australske moralfilosof den specielle værdi af menneskers liv. Han mener det er vigtigt først at definere hvad et menneske er: Om det er arten homo sapiens, der menes, eller om der tales om en person. Definitionen af en ”person” er diskutabel, men en et bud kan (med udgangspunkt i John Locke) en rationel og selvbevidst skabning, der ”er bevidst om sig selv som en bestemt størrelse, med en fortid og en fremtid”(s. 86). Denne teori er kaldet personteorien og retfærdiggør til dels menneskers særrettigheder. Her lægger Singer vægt på, at der er mulighed for at medlemmer af andre arter end homo sapiens kan være personer, men også at ikke alle homo sapiens nødvendigvis er personer. Han mener, at tilhørsforholdet til en bestemt artsgruppe er uvæsentligt, og differentieringen mellem arter, kaldet speciesisme, kan sidestilles med racisme. Helliggørelsen af homo sapiens’ liv er et produkt af kristendommen, hvor dyr af Gud er anbragt under menneskets herredømme. I det moderne samfund bør man ikke blot bør genvurdere dyrs rettigheder, men også menneskers, mener Singer.
Han starter med den klassiske utilitarisme, hvor den totale sum af lykke og smerte er afgørende. Han behandler i denne sammenhæng de direkte og indirekte grunde til ikke at begå mord. For en klassisk utilitarist er der umiddelbart ikke nogen direkte grunde imod, hvis den dræbte ikke har følt smerte ved handlingen. Men der findes alligevel flere indirekte grunde, som for eksempel angsten ved ikke at vide om man vil blive dræbt næste øjeblik. Singer konkluderer at det i sammenhæng med den klassiske utilitarisme ikke er værre at dræbe en person end en anden skabning, da begge kan føle lykke og smerte.  
Men hvis man netop medtager de indirekte grunde, er det ifølge den klassiske utilitarisme alligevel værst at dræbe en person frem for andre skabninger, da de indirekte grunde er konsekvenser af, at man kan tænke frem i tiden.
Præferencetutilitarismen, som Singer er tilhænger af, bedømmer handlinger efter den udstrækning de er i overensstemmelse med den påvirkede skabnings præferencer, ikke blot umiddelbar lykke og smerte. Med præferencer menes der i store træk interesser. For at legitimere et mord, skal der være præferencer, der er større for at dræbe en skabning end præferencerne imod. Man skal altså som udgangspunkt tage hensyn til enhver skabnings interesser. Fordi personers interesser i høj grad gælder for fremtiden, er det grundlæggende værre at dræbe en person end en skabning, der kun har præferencer for nuet, da der er færre af disse præferencer. En ikke-person kan desuden heller ikke have præferencer om at leve videre, da den ikke kan tænke så langt. I en persons præference for livet findes der altså en direkte grund til ikke at dræbe en person.
Hævet over præferencer behandler Singer også begrebet moralsk ret, hvormed der menes fundamentale moralske overvejelser. Han henviser til Michael Tooley, som kobler ønsker (præferencer) med rettigheder: ”[…] Er det at krænke et individs ret til noget at forpurre det tilsvarende ønske”. Et individs rettigheder gælder ifølge denne filosof altså kun for de ønsker dette individ måtte have. Ud fra denne filosofi har kun skabninger der kan, har kunnet eller vil kunne forestille sig at leve i fremtiden (altså personer) ret til livet, såfremt de ønsker dette.
Artiklen Skal menneskeaber have menneskerettigheder? skrevet af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet, og trykt i Weekendavisen i 2008 omhandler netop menneskers særret til rettigheder herunder specielt retten til livet i forhold til menneskeaber. The Great Ape Project, som Peter Singer selv står i spidsen for, har siden 1993 arbejdet for at give menneskeaber rettigheder. Gennem undersøgelser har man dokumenteret at menneskeaber kan kommunikere med mennesker ved hjælp af tegnsprog, bedrage, føle savn og ikke mindst tænke ud i fremtiden og referere til tidligere oplevelser. På dette grundlag kvalificerer menneskeaber sig som personer ud fra Peter Singers definition om en skabning, der er ”bevidst om sig selv som en bestemt størrelse, med en fortid og en fremtid”, og som konsekvens af dette netop derfor har ret til livet, hvis menneskeaben selv ønsker det. For organisationen er det derfor også et stort gennembrud, at man i Spanien i 2008 har givet menneskeaber retten til livet, til ikke at blive brugt i forsøg og kommercielt øjemed.
Sandøe understreger at der i praksis ikke vil ske de store forandringer for menneskeaberne, men at lovforslaget er begyndelsen på et helt nyt syn på dyr. Spørgsmålet er dog, om det blot leder til bedre behandling af dyrene eller derimod en nedvurdering af mennesket selv i forhold til dyrene.
I det bredere perspektiv Sandøe ser rettighederne i, vil en udvidelse af disse til at omfatte alle dyr betyde enden for husdyr. Man vil ikke længere have et incitament for at holde nyttedyr, og i stedet for at de får bedre behandling vil de blot ikke eksistere. Dette ser forfatteren som et tab, men ifølge præferenceutilitarismen er det ikke moralsk forkert. Idet at dyrene ikke vil eksistere, vil de heller aldrig komme til at have præferencer (om end de kun er momentære), og man vil derfor ikke krænke dem.
Derimod er det interessant at se på, om dyr ud fra præferenceutilitarismen kan have andre rettigheder end blot retten til livet, også selvom de ikke kan opfatte sig selv som bevidste, kontinuerte skabninger. Hvis et dyr i øjeblikket er sulten, har det et ønske om at få noget at spise. Hermed har dyret også ret til noget at spise, da ønsker og ret er forbundne. Det samme gælder for alle andre umiddelbare ønsker. Så selv om alle dyr ikke ad denne filosofis vej kan opnå retten til livet, kan de opnå retten til næsten hvad som helst andet, hvis det altså ikke bliver opvejet af et andet individs modstridende præferencer. Derfor kunne vi mennesker blive nødsaget til at give vores hund ”menneskemad” hver dag, fordi den ønsker det, eller lade den bide alle vores sko i stykker. Dette ville selvfølgelig være meget problematisk i praksis, men blot det at give alle dyr retten til livet er også uholdbart.
Sandøe bruger elefanter i det sydlige Afrika som eksempel. Da elefanter generelt er betragtet som intelligente væsner, fremføres det af forskellige dyrebeskyttelsesorganisationer, at man ikke må dræbe dem. Derfor kan man ikke regulere bestanden (skyde dem) også selvom de forårsager store ødelæggelser på blandt andet fattige afrikaneres afgrøder. Præferenceutilitarismen har en løsning på dette problem, såfremt at de påvirkedes præferencer er krænket i tilstrækkelig grad ved ødelæggelsen af deres afgrøder, at det opvejer elefantens præferencer, som eventuel person, for at leve videre.

På baggrund af forskningen har mennesker altså ikke længere eneret på at være personer og dermed at have rettigheder. Vi kan derfor ikke længere holde fast i vores opfattelse af arten homo sapiens som hævet over dyrene, men må revurdere og indse menneskets plads ikke som noget opløftet, men blot tilhørende den mere veludviklede gruppe af skabninger, betegnet ”personer”, på lige fod med blandt andre menneskeaber. Speciesisme er som konsekvens derfor lige så moralsk forkasteligt som racisme.

Litteratur: 
Singer, Peter: Praktisk etik, s. 81-94 
http://dyreetik.dk/debatindlaeg/skal-menneskeaber-have-menneskerettigheder/
http://anima.dk/artikler/samtaler-med-aber-the-great-ape-project

onsdag den 5. marts 2014

Maskuline Helle Thorning

I artiklen ’’ VIDEO Helle Thorning afslører historien bag 'selfie' med Obama’’ bragt af DR, forsøger den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, at fremstille sit ’’selfie’’, som forestiller Barack Obama, David Cameron og hende selv, som værende en positiv faktor for Danmark, da dette ’’selfie’’ jo holder hende på god fod med den amerikanske præsident.

Da dette selfie blev taget, til en stor mindehøjtidelighed for Nelson Mandela, var offentligheden delt. Nogle blev forargede, andre, som fx avisen Washington Post, kårede billedet til årets sjettebedste politiske billede i år 2013.

Men hvordan ser Helle Thorning selv på sagen?

Ja hun påstår da i hvert fald at det var ’’tilfældigt’’, at hun kom til at sidde mellem disse to betydningsfulde herrer. Hvad angår ’’selfiet’’, havde hendes døtre netop lært hende, at det altså er sådan man gør nu til dags. Eftersom der kom en masse mennesker og skulle have taget billede med den amerikanske præsident, ja så skulle hun da også!

Ifølge Thorning burde dette fremme Dansk position overfor Amerika, da det var en glædelig uformel episode, modsat de så mange andre tidspunkter hvor officielle personer mødes.

Set helt obektivt på sagen. Er dette fotografi, et fotografi, der forestiller to mænd med en kvinde i midten, der har det yderst skægt, midt i en mindeceremoni. Dette må da siges at være upassende i aller højeste grad, i henhold til nutidens sociale og kulturelle normer.

Det er tydeligvis på kvindens initiativ at billedet blev taget. Hermed repræsenterer kvinden altså et stabilt sammenhængende subjekt, hvilket er i total modstrid med den radikale feminisme, så hvordan kan det overhovedet foregå? 

Judith Butler stiller sig i direkte opposition til den radikale feminisme ved at anskueliggøre muligheden for at kvinder ikke blot er objekter, som stilles lavere end manden, men et subjekt der ikke defineres af biologisk, kulturelt eller socialt køn.  Men nærmere som et menneske, der selv konstituerer den identitet som vedkommende foregiver at være. Dvs. mænd og kvinder sidestilles. Hvilket er eksakt det samme som vil ske hvis vi fjernede heteroseksualiteten. På denne måde kan vi også estabilisere nye definitioner, af nutidens definitioner på mænd og kvinder, i form af maskulinitet og femininitet. 

Med denne nykreerede forståelsesramme tillades det os at se nærmere på hvordan handlingen i sig selv definerer subjektet, som udøver handlingen. Dog må afvigelser, fra handlingens påvirken, opfattes som tilladt, da opfattelsen af selvsamme er subjektivt. 

Netop dette er Helle Thornings ’’selfie’’ et genialt eksempel på. Begrundet i offentlighedens todelte opfattelse. Dette understreger tydeligt at, man ikke på egen hånd kan afgøre hvordan andre skal opfatte selvsamme akt.

Er Helle Thornings handling så defineret af det maskuline eller det feminine? 

Det er der vel delte meninger om. Men hvis det sociale køn er domineret af det maskuline, og Helle Thorning her har taget initiativet, må hendes handling altså være definitivt maskulin. Men hvis det maskuline er et beskrivende ord, indenfor det sociale køns struktur, da er det sociale køn blevet konstrueret – og hvis noget er konstrueret, så må det altså også åbne muligheden for at kunne blive konstrueret på en ny måde, ved mindre det er konstrueret på sådan måde, at det udelukker enhver form få forsøg på at rekonstruere. 

Hvorom det end står til, da må vi også overveje hvorvidt det er sindet eller kroppen der er omtalt indenfor det sociale og kulturelle køn. Det var Helle Thornings tanker der fik hendes krop til at udøve den tænke intention. 

Ifølge Butler er kroppen blot et instrument, som ejes af sindet (dog ikke sagt at krop og tanke ikke hænger samme). Igennem dette medium kan sindet så tilegne sig en god blanding af fri vilje og determinisme, helt eksternt fra kulturelle betydninger. Hvilket nok engang fremhæver at Thornings handling var bestemt maskulin.

For nutiden har Judith Butler altså henvist til at kvindelige politikere kan findes og være succesrige, mens det maskuline til stadighed er repræsenteret. Vi bør bestræbe os på at udfordre feministisk tankegang og den rolle maskulinitet udgør, med det formål at identificere hvor det oprindeligt gik galt, og reevaluere fra daværende tidspunkt og fremefter. Ergo er det nødvendigt at begynde med begyndelsen og gennemarbejde de magtrelationer, som udgør en forudsætning og begrænser muligheden, for dialog mellem de biologiske køn.
Alt dette kan summeres op ved et citat af Judith Butler ’’Der findes ikke nogen kønsidentitet bag kønsudtrykkene; identitet konstitueres performativt af de selvsamme >>udtryk<<, som siges at være dens resultater.’’[1]




[1] S. 56 l. 18 i Subjekt, køn og begær af Judith Butler

Har dyr og mennesker lige rettigheder?

Danmarks aktive forening for dyrs rettigheder, Anima, udgav fredag d. 14 februar artiklen "Giraf-debat handler om dyrs rettigheder”.

Artiklen omhandler den nu afdøde giraf Marius fra København Zoo, som blev skudt og fodret til løverne. Det at en giraf skydes er ikke i sig selv et stor problem, men da den ikke var diagnosticeret med noget form for sygdom, tages det nu op til debat. Et af de store spørgsmål det stilles er hvorvidt det er okay at skyde en rask giraf uden grund. 
“Giraffen var sund og rask og derfor er der et grundlæggende moralsk problem i bare at skyde den, når vi ikke synes der er plads til den.” Sådan lyder der fra Animas kommunikationschef i DR2 program Deadline, da han blev spurgt om hvorfor der er et etisk problem i at slå Marius ihjel. 

I artiklen tages et andet, meget omtalt, emne op til debat. Debatten omhandler det faktum at vi behandler dyr med dårlige vilkår for at vi kan få billigere kød. Vi spærrer blandt andet  grise inde i et staldsystemer, hvor de ikke kan bevæge sig. Vi kastrerer smågrisene og vi klipper deres haler af uden bedøvelse. Eller når vi brutalt skærer næbbet af en kylling og derefter smider den ind i et bur på størrelse med et papir, så vi kan få buræg til 1 kr. stykket. I forbindelse med dette vil der ofte fra dyreelskerne rejses et andet syn på sagen, som lyder således: “Fordi jeg har et problem med zooens behandling af Marius, så bør jeg også være kritisk overfor min relation til andre dyr. Det er denne samfundsdebat dyrene har brug for”.

København Zoologisk haves videnskabslige direktør har siden aflivelsen af Marius, modtaget stor kritik, ikke kun fra Danmark men også fra udland. Bengt Holst, Zoologisk haves videnskabslige direktør har i forbindelse med giraf-debatten modtaget meget kritik for hans holdning i forhold til om det var passende at vise dissekeringen af giraffen i alt offentlighed i zooen. Til denne kritik udtrykte han sine holdninger i et interview med Politikken, som lyder således “Men det nytter ikke noget, at vi laver verden om til en Disney-verden, hvor alle dyr er gode ved hinanden, og hvor ingen dør, men kun bliver født. Det er jo en helt forvansket verden”[1]. Om han har ret i sagen må du tage stilling til.

Er aflivningen og dissekeringen af Marius forkert? Dette er et meget hyppigt stillet spørgsmål i dag, og spørgsmålet lægger op til en større samfundsdebat om dyrs rettigheder. Hvis vi ser det fra den australske filosof Peter Singers synspunkt, handler det i bund og grund om hvorvidt denne handling var moralsk god. I dette tilfælde med giraffen Marius er der tale om den hedoniske utilitarisme, herunder begreberne smerte og nydelse. Her kan der igen stilles et spørgsmål om hvorvidt giraffen følte smerte eller ej. For hvis giraffen har følte smerte og døden ikke har bidraget med noget positivt, så er handlingen moralsk forkert. Men hvis handlingen derimod har bidraget med noget positivt, så er handlingen moralsk rigtig. Bengt Holst som har arbejdet på København Zoo i 30 år, siger i et interview med Politikken, at denne debat i bund og grund er et spørgsmål om hvorvidt vi har et realistisk forhold til naturen. Han siger blandt andet: “Hvis ikke folk får et realistisk forhold til naturen, så kan vi godt glemme alt om naturbevarelse. Naturbevarelse handler ikke om, at alle individer skal bevares, men det drejer sig om, at man skal bevare nogle sunde dyrebestande. Og det gør man altså også ved at bruge de her metoder”. Her siger han altså, at Marius er blevet aflivet for bevare nogle sunde dyrebestande og det har derfor har en positiv virkning. For hvis det er en handlingen er udført med en positiv intention, så må vi jo kunne argumentere for at handlingen er moralsk rigtigt. 

Derudover kan speciesisme[2] også debatteres. Har mennesket flere rettigheder end dyret? Den amerikanske filosof og dyreaktivist Tom Regan udtaler i sin bog The Case for Animal Right følgende: 


“Animals, it is true, lack many of the abilities humans possess. They can't read, do higher mathematics, build a bookcase or make baba ghanoush. Neither can many human beings, however, and yet we don't (and shouldn't) say that they (these humans) therefore have less inherent value, less of a right to be treated with respect, than do others.”

Tom Regan mener altså at alle dyr har naturlige rettigheder og at vi ikke kan tildele dem en mindre værdi på grund af deres irrationalitet og samtidig tildele en højere værdi til mennesker som ikke opfører sig rationelt f.eks. spædbørn og mentalt handicappede. Tom Regan mener derfor ikke at vi mennesker kan tillade os at aflive dyr, når vi ikke samtidigt giv spædbørn og handicappede rettigheder.
Der findes altså mange forskellige synsvinkler at se giraf-debatten fra. Og jeg vil her til sidst runde af med et spørgsmål til eftertanke. Har vi mennesker herre over dyrene, eller har vi lige rettigheder?


 




[1] http://politiken.dk/indland/ECE2205958/zoo-direktoer-det-nytter-ikke-noget-at-vi-laver-verden-om-til-en-disney-verden/”.
[2] Speciesisme (eller artschauvinisme) omhandler at tildele forskellige værdier eller rettigheder til væsner på grundlag af deres art
http://da.wikipedia.org/wiki/Speciesisme