Menneske(abe)rettigheder

Hvad er det, der gør mennesker til specielle væsner med særrettigheder i forhold til andre dyr? Er der hold i menneskets tradition for at opfatte sig selv som gudelige skabninger med retten til at behandle alle andre væsner, som man ønsker? Det tager Peter Singer blandt andre ting op i sin bog Praktisk etik fra 1993.

Som udgangspunkt behandler den australske moralfilosof den specielle værdi af menneskers liv. Han mener det er vigtigt først at definere hvad et menneske er: Om det er arten homo sapiens, der menes, eller om der tales om en person. Definitionen af en ”person” er diskutabel, men en et bud kan (med udgangspunkt i John Locke) en rationel og selvbevidst skabning, der ”er bevidst om sig selv som en bestemt størrelse, med en fortid og en fremtid”(s. 86). Denne teori er kaldet personteorien og retfærdiggør til dels menneskers særrettigheder. Her lægger Singer vægt på, at der er mulighed for at medlemmer af andre arter end homo sapiens kan være personer, men også at ikke alle homo sapiens nødvendigvis er personer. Han mener, at tilhørsforholdet til en bestemt artsgruppe er uvæsentligt, og differentieringen mellem arter, kaldet speciesisme, kan sidestilles med racisme. Helliggørelsen af homo sapiens’ liv er et produkt af kristendommen, hvor dyr af Gud er anbragt under menneskets herredømme. I det moderne samfund bør man ikke blot bør genvurdere dyrs rettigheder, men også menneskers, mener Singer.

Han starter med den klassiske utilitarisme, hvor den totale sum af lykke og smerte er afgørende. Han behandler i denne sammenhæng de direkte og indirekte grunde til ikke at begå mord. For en klassisk utilitarist er der umiddelbart ikke nogen direkte grunde imod, hvis den dræbte ikke har følt smerte ved handlingen. Men der findes alligevel flere indirekte grunde, som for eksempel angsten ved ikke at vide om man vil blive dræbt næste øjeblik. Singer konkluderer at det i sammenhæng med den klassiske utilitarisme ikke er værre at dræbe en person end en anden skabning, da begge kan føle lykke og smerte.  

Men hvis man netop medtager de indirekte grunde, er det ifølge den klassiske utilitarisme alligevel værst at dræbe en person frem for andre skabninger, da de indirekte grunde er konsekvenser af, at man kan tænke frem i tiden.

Præferencetutilitarismen, som Singer er tilhænger af, bedømmer handlinger efter den udstrækning de er i overensstemmelse med den påvirkede skabnings præferencer, ikke blot umiddelbar lykke og smerte. Med præferencer menes der i store træk interesser. For at legitimere et mord, skal der være præferencer, der er større for at dræbe en skabning end præferencerne imod. Man skal altså som udgangspunkt tage hensyn til enhver skabnings interesser. Fordi personers interesser i høj grad gælder for fremtiden, er det grundlæggende værre at dræbe en person end en skabning, der kun har præferencer for nuet, da der er færre af disse præferencer. En ikke-person kan desuden heller ikke have præferencer om at leve videre, da den ikke kan tænke så langt. I en persons præference for livet findes der altså en direkte grund til ikke at dræbe en person.

Hævet over præferencer behandler Singer også begrebet moralsk ret, hvormed der menes fundamentale moralske overvejelser. Han henviser til Michael Tooley, som kobler ønsker (præferencer) med rettigheder: ”[…] Er det at krænke et individs ret til noget at forpurre det tilsvarende ønske”. Et individs rettigheder gælder ifølge denne filosof altså kun for de ønsker dette individ måtte have. Ud fra denne filosofi har kun skabninger der kan, har kunnet eller vil kunne forestille sig at leve i fremtiden (altså personer) ret til livet, såfremt de ønsker dette.

Artiklen Skal menneskeaber have menneskerettigheder? skrevet af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet, og trykt i Weekendavisen i 2008 omhandler netop menneskers særret til rettigheder herunder specielt retten til livet i forhold til menneskeaber. The Great Ape Project, som Peter Singer selv står i spidsen for, har siden 1993 arbejdet for at give menneskeaber rettigheder. Gennem undersøgelser har man dokumenteret at menneskeaber kan kommunikere med mennesker ved hjælp af tegnsprog, bedrage, føle savn og ikke mindst tænke ud i fremtiden og referere til tidligere oplevelser. På dette grundlag kvalificerer menneskeaber sig som personer ud fra Peter Singers definition om en skabning, der er ”bevidst om sig selv som en bestemt størrelse, med en fortid og en fremtid”, og som konsekvens af dette netop derfor har ret til livet, hvis menneskeaben selv ønsker det. For organisationen er det derfor også et stort gennembrud, at man i Spanien i 2008 har givet menneskeaber retten til livet, til ikke at blive brugt i forsøg og kommercielt øjemed.

Sandøe understreger at der i praksis ikke vil ske de store forandringer for menneskeaberne, men at lovforslaget er begyndelsen på et helt nyt syn på dyr. Spørgsmålet er dog, om det blot leder til bedre behandling af dyrene eller derimod en nedvurdering af mennesket selv i forhold til dyrene.

I det bredere perspektiv Sandøe ser rettighederne i, vil en udvidelse af disse til at omfatte alle dyr betyde enden for husdyr. Man vil ikke længere have et incitament for at holde nyttedyr, og i stedet for at de får bedre behandling vil de blot ikke eksistere. Dette ser forfatteren som et tab, men ifølge præferenceutilitarismen er det ikke moralsk forkert. Idet at dyrene ikke vil eksistere, vil de heller aldrig komme til at have præferencer (om end de kun er momentære), og man vil derfor ikke krænke dem.

Derimod er det interessant at se på, om dyr ud fra præferenceutilitarismen kan have andre rettigheder end blot retten til livet, også selvom de ikke kan opfatte sig selv som bevidste, kontinuerte skabninger. Hvis et dyr i øjeblikket er sulten, har det et ønske om at få noget at spise. Hermed har dyret også ret til noget at spise, da ønsker og ret er forbundne. Det samme gælder for alle andre umiddelbare ønsker. Så selv om alle dyr ikke ad denne filosofis vej kan opnå retten til livet, kan de opnå retten til næsten hvad som helst andet, hvis det altså ikke bliver opvejet af et andet individs modstridende præferencer. Derfor kunne vi mennesker blive nødsaget til at give vores hund ”menneskemad” hver dag, fordi den ønsker det, eller lade den bide alle vores sko i stykker. Dette ville selvfølgelig være meget problematisk i praksis, men blot det at give alle dyr retten til livet er også uholdbart.

Sandøe bruger elefanter i det sydlige Afrika som eksempel. Da elefanter generelt er betragtet som intelligente væsner, fremføres det af forskellige dyrebeskyttelsesorganisationer, at man ikke må dræbe dem. Derfor kan man ikke regulere bestanden (skyde dem) også selvom de forårsager store ødelæggelser på blandt andet fattige afrikaneres afgrøder. Præferenceutilitarismen har en løsning på dette problem, såfremt at de påvirkedes præferencer er krænket i tilstrækkelig grad ved ødelæggelsen af deres afgrøder, at det opvejer elefantens præferencer, som eventuel person, for at leve videre.

På baggrund af forskningen har mennesker altså ikke længere eneret på at være personer og dermed at have rettigheder. Vi kan derfor ikke længere holde fast i vores opfattelse af arten homo sapiens som hævet over dyrene, men må revurdere og indse menneskets plads ikke som noget opløftet, men blot tilhørende den mere veludviklede gruppe af skabninger, betegnet ”personer”, på lige fod med blandt andre menneskeaber. Speciesisme er som konsekvens derfor lige så moralsk forkasteligt som racisme.

Litteratur: 

Singer, Peter: Praktisk etik, s. 81-94 

http://dyreetik.dk/debatindlaeg/skal-menneskeaber-have-menneskerettigheder/

http://anima.dk/artikler/samtaler-med-aber-the-great-ape-project